Så kom dagen... I dag skal mine forældre møde Ayanas far. Det er noget Ayana og jeg har fået og tænkt på i lang tid.
Vi tager relativt tidligt af sted, vi skal med bussen, så først skal vi ind til byen. Vi kommer godt af sted og vi har ca. to timers kørsel foran os.
Turen går godt. Vi når frem til Yufuin station og bliver mødt af Ayanas far og hans kone. Det hele går stærkt og vi introducere hinanden og det hele når lige at blive lidt akavet, men da det kun var planen, at de skulle hente vores bagage til at starte med, så kører de hurtigt igen.
Vi skal nemlig ind i midtbyen for at kigge på de mange butikker. Yufuin er en meget kendt by for de varme kilder, og der er derfor også mange butikker for turisterne. Hvis man skulle lave en optælling, så kommer der nok en del flere koreaner og kineser til sammen end der er japanere, eller det er i hvert fald ens fornemmelse når man går igennem gaderne. Måske kun en fornemmelse, men de fylder også lidt mere i billedet.
Efter vi har gået rundt i halvanden time bliver vi hentet af nogen fra hotellet. Vi bliver kørt derhen og nu er det tid til at tjekke ind.
Vi går rundt og ser vores værelser og alle er vist meget overraskede over, hvad det er for et sted de er havnet. De har selvfølgelig set billeder på forhånd, men det er svært at tage billeder der er gode nok til at vise, hvor meget der er kælet for detaljerne.
Intet er tilfældigt, alt er valgt med omtanke og de har sikkert forberedt sig en del mere til netop dette besøg. Mikkel spiser ikke alt, og Jesus spiser ikke oksekød. Så vi var meget spændte på, hvordan det hele skulle foregå.
Men inden da skulle vi altså lige i de varme kilder. Jeg tror, at alle kunne lide kilderne, men det var kun en lille del af alt det luksus vi skulle opleve.
Kl. 17.00, ca. en time efter vi var ankommet, kom Ayanas halvsøskende hjem fra børnehave. Den ældste kunne godt genkende Ayana, men den yngste kunne ikke, så der var lige en tilvænningsperiode.
Vi gav dem gaver, og jeg er sikker på, at de blev glade for dem.
Vi samlede os alle i vores værelse, og ventede der indtil vi skulle have mad.
Kl. 18.30 samlede vi os nede ved indgangen til restauranten. Ayanas far har selv bygget den del af hotellet, og alt er lige i hans stil. Hele konceptet er en drages hule, og alt fra materiale til udsmykning er gennemført.
Vi sætter os ved en bar. Disken er lavet af træ, og vi har frit udsyn til alt hvad han laver. Rundt omkring er der billeder eller figurer af drager, uden at det bliver alt for meget dog. Det hele er meget smagfuldt.
Vi snakker lidt før maden begynder at blive lavet foran os. Da han starter på det første stykke sushi kan man mærke atmosfæren ændrer sig. Alle bliver stille og fokuserer kun på hænderne der bevæger sig. Hvis man sad i rummet, så var det tydeligt, at vi overværede noget helt specielt. Og mon ikke han har følt det samme. For bare 1 år siden havde han nok ikke troet, at han skulle servere sushi for min familie i hans nye restaurant.
Der blev serveret mange retter efter dette. Med så meget mad, at min familie ikke vidste, hvad der skulle gøre, tror jeg.
De smagte lidt af det meste, og hvis der var noget jeg gerne ville have, så spiste jeg det de ikke spiste... så der var ikke så meget madspild igen.
I Japan er det ikke uhøfligt ikke at spise op. Tværtimod viser man, at der var nok mad. Men jeg efterlader altså ikke mad, og slet ikke god mad som vi fik her.
Jeg overdriver ikke når jeg skriver, at vi fik mere end 10 retter. Og der var unge der gik sulte hjem.
Ayanas far har nok været nervøs. Det vigtigste for ham var at alle gik derfra med en oplevelse af noget japansk, og det tror jeg nok lige at alle fik.
Der blev serveret rigtig meget mad, og når jeg får uploadet billeder, så skal man næsten se dem, for de er flotte nok i sig selv, men jeg kan garantere, at de er endnu lækre at opleve.
Efter maden sad vi og snakkede lidt. Ayana søskende kom ind og sagde hej og de lavede en masse ballade, hvilket var god underholdning. Bagefter snakken med mine forældre, tog de tilbage på værelserne og Ayana og jeg blev og talte med hendes far.
Efter det fik vi også tilbage og tog et sidste bad i de varme kilder før vi også gik til køjs. Det var en meget lang dag, og alle var sikkert mere nervøse end de har været i lang tid. Jeg synes, at det var en god oplevelse, og jeg håber, at både mine forældre og Ayanas far tænker det samme.
Det har i hvert fald været turen hernede værd, at både hendes mor og far kunne mødes med mine forældre, og jeg håber, at det ikke er sidste gang. Vi har inviteret dem begge til Danmark, så må vi se, hvem der kommer først af sted, haha.
Til denne dag har jeg 1000 flere indtryk, som desværre ikke kommer med. Men Jeg husker nok denne dag i laaaang tid endnu.
- If you love life, don't waste time, for time is what life is made up of.